22 55 80 01 - Ring endelig: vi giver gratis fodervejledning - Telefontid: hver dag kl. 8-19
Vi er e-mærket
Total:0,00 DKK 
Ingen varer i kurven
Gå til kurven
FRAGT KUN 40,-
Fri fragt ved køb
over 400 kr.
Vi sender igen om:
  • Fordele og ulemper ved at have flere hunde

    Fordele og ulemper ved at have flere hunde

    Har du nogensinde overvejet at anskaffe dig en hund mere? Du har måske allerede flere end én hund? Hvis du har, så kender du sikkert alt til både fordele og ulemper. For dem er der flere af.

    Forestil dig dette: Du er på vej til kennelen for at købe en hundehvalp. Da du ser kuldet, kommer en sød lille hvalp helt hen til dig med logrende hale. Det er kærlighed ved første blik. Få minutter senere ser en anden hvalp op på dig med store, bedende øjne. Du får blandede følelser og kan ikke rigtig vælge mellem de to. En tanke strejfer dig, og selv om du prøver at fortrænge det, så dukker den op igen: Hvad nu hvis jeg tager dem begge to? 

    At have to hunde har både mange fordele og mange ulemper. Det er utroligt vigtigt at tænke det hele godt igennem for at undgå skuffelser og undgå at havne i en situation, hvor du føler dig nødsaget til at skille dig af med den ene igen. Hvad gør du så? Det vigtigste er, at du tænker dig om og finder ud af, hvor meget tid og ikke mindst tålmodighed, du kan dedikere til dine hunde. 
     

  • Det skal du tænke over, før du anskaffer dig to hvalpe fra samme kuld

    Det skal du tænke over, før du anskaffer dig to hvalpe fra samme kuld

    Det første, du skal gøre, er at tage hjem og tænke det hele godt igennem. Det er et stort ansvar at have en hund - og et endnu større ansvar at have to! To hunde fra samme kuld kan være virkelig søde, når de er hvalpe, men måske kan det ændre sig, når de bliver voksne. Søskende kan tit være rivaler, og hvis hundene er af samme køn, kan de måske blive aggressive over for hinanden, når de bliver kønsmodne. Det bedste er at vælge en han og en hun, hvis du overvejer at anskaffe dig to hvalpe fra samme kuld. 

    Og der er ekstra rengøring! Det er hårdt og tidskrævende nok at tørre op efter en hvalp, og to af slagsen er dobbelt-op! Du skal nok forberede dig på at tørre op efter den hver 2.-3. time de første par uger, og det kan være ret hårdt, selv for de mest dedikerede hvalpeforældre. 

    Du skal også tænke over, at hver hvalp skal trænes separat for at blive en selvstændig hund. Det er let for ejere af flere hunde at lade dem lege med hinanden dagen lang, men det kan resultere i, at de knytter sig tæt til hinanden og ikke så meget til deres ejer. 

    Hvis det er så svært at opdrage to hvalpe, skal du så helt droppe idéen om at have flere hunde? Nej, ikke nødvendigvis. Det er dog en meget bedre idé at få en hvalp, opdrage den, træne den godt, og når den så er blevet voksen og har opbygget tillid til dig og knyttet sig til dig som ejer, så kan du overveje at anskaffe dig en hund mere. 
     

  • Fordele

    Fordele

    En af de største fordele ved at have flere hunde er, at du lærer en masse om hundenes adfærd. Ved at se på, hvordan hundene interagerer i flokken, kan du lære meget om hundepsykologi og dynamikken bag flokmentalitet. 

    En anden fordel er, at din hund vil have en legekammerat for livet. Hundene kan bruge meget af al deres energi ved at lege sammen. Du behøver ikke tage så ofte i hundeskoven eller arrangere legeaftaler med andre hunde, for at din hund kan få brugt noget krudt. Det er dog vigtigt at socialisere med andre hunde også, selv om man har to – eller flere!

  • Ulemper

    Ulemper

    Nogle gange kan hundene ikke enes så godt, selv om du gør dit bedste for at føre dem sammen på en god måde. Det kan være et stort problem at have hunde af samme køn, og det kan føre til aggressiv adfærd og måske til blodige kampe. I værste fald bliver du nødt til at skille dig af med en af hundene. Det er en utrolig svær situation, som kan undgås, hvis du tænker alt grundigt igennem, før du anskaffer dig mere end én hund. 

    En anden ulempe er omkostningerne. Der er alle de faste udgifter til hunde som foder, vaccinationer, ormekure, kure mod flåter og lopper og forskellige produkter til træning og pleje. Derudover kan der komme uforudsete udgifter til dyrlæge m.m.

    Tid er et must, hvis du har flere hunde. Det tager tid at sørge for, at hele flokken har det godt. Derudover skal du gå med dem, fodre dem og interagere med dem individuelt. Som en ansvarsfuld hundeejer skal du derfor sikre dig, at du har det, der skal til, for at kunne passe godt på din hundeflok.

  • Lederskab

    Lederskab

    Mange vil måske mene, at man som ejer af flere hunde skal sikre sig, at man er den ultimative leder af flokken for at undgå, at hundene tager over og udvikler dominerende personligheder, som kan føre til aggressiv adfærd. Det er dog en forældet måde at se hundeadfærd på, mener Christina Ingerslev, som har skrevet artiklen ”Smid lederskabet ud!” på hjemmesiden ”Hund og Træning”. Hun mener ikke, at lederskab har nogen berettigelse i moderne hundetræning. God hundetræning handler om at have de rette træningsmetoder - og ikke om at tage lederskab.
     

  • Konklusion

    Konklusion

    Om du vælger at have en, to eller flere hunde, er især et spørgsmål om, hvor meget tid og tålmodighed du har at give din/dine hunde. Vi vil ikke gøre os til eksperter på dette område! Vi vil bare ønske dig held og lykke, hvis du overvejer at anskaffe dig en ekstra hund.